Kom igang med meditation
De positive effekter af meditation og mindfulness er dokumenteret i mere end 500 videnskabelige undersøgelser verden over.
Her får du 10 gode råd til meditation, hvis du gerne vil igang derhjemme.
Mange tænker, at det er svært at meditere, men det drejer sig måske snarere om, at du kommer igang, så det bliver en vane – og til sidst en god vane du ikke kan undvære.
10 gode råd til din meditationspraksis
- Om du sidder eller ligger ned, kan du selv vælge. Der er fordele ved den siddende stilling enten på en stol eller gulvet. Når du ligger ned, er der en risiko for, at du falder i søvn. Det viser dig blot, at du virkelig er træt, men find ud af, hvad der fungerer bedst for dig, så du kan være bevidst og vågen i løbet af din meditation.
- Du kan vælge at have åbne eller lukkede øjne under meditationen, der er fordele ved begge dele. Benyt den metode som tiltaler dig bedst, og som du opnår bedst fordybelse ved.
- Det er vigtigt at sørge for, at du ikke kan blive forstyrret under selve meditationen. Sluk mobiltelefonen og træk helt bogstaveligt dit stik ud til omverdenen. Selvom du ikke kan få ro i hele huset og i dine omgivelser, kan du stadig meditere. Det handler om at finde indre ro, så blot du kan få lov til at lukke døren og slukke mobilen, så er det nok. Og vælger du at meditere udenfor, hvilket jeg varmt kan anbefale, så kan du naturligvis ikke lukke døren. Her nyder du, at du tager dig tid til dig selv og vender fokus indad – uafhængigt af hvad der sker omkring dig i det åbne rum.
- Start altid med at slappe af, både mentalt og fysisk. Til hjælp til afslapning i forbindelse med meditation findes en del musik, så prøv dig lidt frem, og find ud af hvad der virker for dig.
- Vælg på forhånd hvor lang tid du vil meditere. Sæt et ur eller brug et stykke musik, som har den længde, som du ønsker at meditere. Du kan også med fordel anvende en guidet meditation, for på den måde har du taget stilling til, hvor længe meditationen varer. Brug gerne høretelefoner til en guidet meditation, da du får en bedre lyd. Her finder du en kort 3 minutters guidet meditation til at komme igang med. Mange har stor glæde af guidede meditationer.
- Vælg på forhånd en teknik eller et fokuspunkt til din meditation. Ønsker du gode teknikker, så kan du overveje at deltage på et meditationskursus eller en yogarejse, hvor meditation indgår. En simpel teknik er fokus på åndedrættet eller en guidet meditation.
- Vær klar over at du muligvis kommer til at bruge hele din meditation til at trække tankerne tilbage igen og igen på din valgte teknik. Det er helt naturligt.
- At meditere er også personlig udvikling, så der kan sagtens dukke ting op (også mindre rare ting, lige når man oplever dem), som du så skal forholde dig til. Skriv evt. dine oplevelser ned, så du fører en meditationsdagbog. Ved at føre en meditationsdagbog bliver du bevidst om dine tanker. Først når du har bevidstheden om, hvad du egentlig tænker, kan du ændre dine vaner og tanker.
- Hvis man er flere, der mediterer sammen, støtter man hinanden energimæssigt. Hvis du gerne vil meditere i en gruppe og komme godt i gang, vil en meditationsworkshop være noget for dig.
- Træning gør mester. Det er kun en gennemført meditation, som er en meditation. Du kan have mange gode intentioner om at meditere, men det er kun de gennemførte meditationer, som har en betydning. 3 til 5 minutter om dagen kan være helt perfekt til at starte med.
God fornøjelse – og skriv meget gerne til mig, hvis du har spørgsmål eller kommentarer til de 10 gode råd om meditation. Jeg vil elske at høre fra dig 🙂
Du er velkommen på mine meditationsworkshops for inspiration til teknikker til din egen meditationspraksis.